name

Ny certificeringsbekendtgørelse for statikere


D. 12. december 2023 kom en ny certificeringsbekendtgørelse for statikerordningen, som omfattede et antal mindre justeringer af ordningen. Efterfølgende er der kommet en rettelse til denne bekendtgørelse, hvor certificeringsperioden per 1. april 2024 er ændret fra 5 til 10 år.

Det betyder, at der går længere tid imellem at certificerede statikere skal recertificeres. Til gengæld skal der i de mellemliggende år gennemføres en årlig overvågning. Det er også præciseret, at der ikke gennemføres overvågning af certificerede statikere i de år, hvor de ikke har projekter med sluterklæring.

Af øvrige ændringer kan nævnes:

  • Lempelse af krav til ansøgere til KK3-4 og Tredjepartskontrollant
  • Indsatsområder fra tidligere bedømmelser kan anvendes i videre bedømmelser
  • Særlige regler for anerkendte statikere – som allerede er udløbet – er fjernet
  • Virket skal også bedømmes ved recertificering
  • Mulighed for suspendering er medtaget i bekendtgørelsen
  • Derudover er der nogle præciseringer, som ikke ændrer Dancerts praksis

Da overvågning dermed kommer til at fylde mere i ordningen sammenlignet med recertificering, har vi i Dancert valgt at gå over til at gennemføre den almindelige årlige overvågning i fast pris pr. 1. april 2024 (dog undtagen ekstra kontroller mv.). Dermed sikres bedre forudsigelighed for de certificerede statikere, der har styr på deres virke.

Når vi er nået dertil, skyldes det blandt andet, at kvaliteten af de projekter, vi ser, generelt er øget betragteligt siden starten af ordningen. Det gør det nemmere for os som certificeringsorgan at gennemføre overvågningerne.

Lars Bennedsen, der er adm. direktør i Dancert udtaler: ”Som ny i Dancert vil jeg godt anerkende den store og professionelle indsats, der ydes af de certificerede statikere. Jeg er godt klar over, at rollen som certificeret statiker kan være udfordrende, og at man ofte kan være i et krydspres. Jeg håber, at vi i fællesskab i branchen kan fortsætte arbejdet med at skabe gode rammer for ordningen, så vi fortsat får løftet niveauet for den statiske dokumentation og dermed for sikkerheden i byggeriet.”

Læs mere om statikerordningen her

Tilmeld nyhedsbrev

×